Morris 100 års Jubilæum
I 2013 fylder Morris 100 år som bilmærke. Den første produktionsmodel forlod fabrikken i Cowley den 28. marts 1913.
Det var i 1910 at den 33-årige William Morris begyndte at planlægge sin første bil. Den skulle blive kendt som Morris ”Bullnose” Oxford. Meningen var at bygge en billig bil produceret af velkendte standard komponenter. Den første produktionsmodel forlod fabrikken i Cowley den 28. marts 1913. Da produktionen af den 13,9 HK Bullnose Oxford og dens søster, den 11,9 HK Cowley, blev indstillet i 1926, var der i alt bygget 154.244 biler af disse modeller. Og Morris’ prispolitik var blevet legendarisk.

Det menes at den folkelige betegnelse ”Bullnose” var med til at gøre bilerne populære. Bullnose modellerne var grundpillen på hvilken Morris og senere Nuffield imperiet voksede frem. Man overtog adskillige underleverandører og købte firmaer som Wolseley og Riley – og man startede et helt nyt bilmærke; MG.
Der var mange engelske bilmærker og –fabrikker i starten af sidste århundrede. Med til succesen for Morris var, at William Morris ikke kun var mekanikker – han kunne organisere og viste en meget stor finansiel tilpasningsevne hen over kriserne, der også fandtes dengang. Brugen af underleverandører var også et kendetegn for Morris.
Sympatien for Morris blev også støttet via store donationer til medicinsk forskning, velgørenhed og uddannelse. William Morris sad i bestyrelsen for flere hospitaler. Nuffield College i Oxford startede med 1 million pund i støtte fra Lord Nuffield, som William Morris blev udnævnt til.
NMMK og jubilæet
Jubilæumsåret er skudt i gang med det første indlæg i NORMINOR nr 1 2013.
Der arbejdes med planer om at udnytte Bilmesserne i Fredericia i yderligere markering.
Ved årsskiftet 2012/2013 er det usikkert om nogen i bestyrelsen magter at arrangere en fælles tur til et af de internationale arrangementerne, men skulle der sidde nogen med lyst til at arrangere en tur, så giv endelig lyd hurtigst muligt, så vi kan få sat tingene i system.
Bestyrelsen er slet ikke afvisende overfor at arrangere noget i samarbejde med de øvrige Morris klubber; f.eks. Morris 8 og Mini-klubberne.
En række træf vil markere jubilæet verden over
Fra invitationer og omtale begynder man at kunne få øje på fejringen af jubilæet. Vi vil på denne side forsøge at give et overblik – men hvis der søges specifikke oplysninger og helt aktuelle oversigter over træf m.v. i jubilæumsåret, så er internettet kilde nr 1.
Thulin-træffet Sverige, 26.-28. juli
I Landskrona arrangeres i den anden weekend efter sommertræffet på Bornholm et jubilæumstræf. Det hedder Thulin-træffet. Der er godt 200 km fra Malmø til Karlskrona på tværs af Sydsverige.
Oxford, hvor det hele startede, 15.-16. juni
Englænderne er naturligvis på banen. Den engelske Morris Minor klub - Morris Minor Owners Club - står for at arrangere festlighederne, og hovedbegivenheden afholdes den 15. og 16. juni i Cornbury Park lige udenfor Oxford, hvor det hele jo begyndte. Alle Morrisklubber over hele verden har modtaget en invitation, og det bliver den største samling af Morris’er af alle slags i flere årtier. Der vil også være handlende tilstede, og det vil være muligt at campere i forbindelse med arrangementet.
Autojumblen i Beaulieu, v/Newport, Sydengland, pinsen 2013
Der arrangeres også en udstilling af flere end 200 Morris køretøjer ved forårs autojumblen i Beaulieu i pinsen 2013. Det arrangeres af Cornwall lokalgruppen. Beaulieu ligger ca 250 km til venstre for Eurotunnellen fra Frankrig …
Flere engelske arrangementer
Hjemmesiden www.morriscentenary.org.uk vil løbende blive opdateret med (engelske) arrangementer. Der skulle komme arrangementer fra marts til november!
_______________________________________________________________________________________
Redaktører på denne side:
Simon Marsbøll, mail:
Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.
Søren Villadsen, mail :
Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.
Vi modtager gerne kommentarer, indlæg og ros
| Næste > |
|---|

